top of page

Lækre hjemmelavede marinader til dit vildtkød

En smagfuld hjemmelavet marinade kan være det lille ekstra, som får dit vildtkød fra at smage middelmådigt til at smage perfekt. Vi har samlet tre marinader, som du let kan lave derhjemme.

​

​

​

Marinade til råbuksmørbrad

 

Ingrediensliste:

  • 700-900 g råbuksmørbrad

  • 1,5-2 dl rødvin

  • 8 enebær

  • 8 sorte peberkorn

  • 50 g smør

  • 3 spsk olivenolie

  • friske timian

  • 6 blade salvie

  • salt og peber.

 

Mørbraden tørres af med køkkenrulle, hvorefter den lægges i en skål sammen med rødvinen. Tilsæt nu enebær og peberkorn. Imens varmes 25 g smør og olivenolie op på en pande sammen med timian og salvie. Mørbraden fjernes fra marinaden og tørres af og lægges på panden. Marinaden gemmes.

Mørbraden brunes på alle sider, varmen skrues ned, og herefter skal den stege ca. 5 minutter på hver side. Husk salt og peber. Tag kødet fra panden og lad den trække under stanniol. Mens kødet trækker, hældes lidt af marinaden på panden og koges ind. Si peber, krydderier og enebær fra, sæt den tilbage på varmen, tilsæt de sidste 25 g smør og krydr med salt og peber, og så har du en lækker sauce til din mørbrad.

​

Let grillmarinade

 

Ingrediensliste:

  • ​Olie

  • Soya

  • Honning

  • Citron

  • Enebær

  • Peber 

  • Merian


En let grillmarinade, der passer til de fleste vildtudskæringer, som skal en tur på grillen. Bland lige mængder af olie og soya med honning, citron, enebær, friskkværnet peber og lidt merian og lad kødet marinere heri, inden det grilles.

​

Marinade til dyrekølle

​

Ingrediensliste (til dyrekølle med ben ca. 1½ kg)

  • 1 flaske rødvin

  • 1 dl olie

  • 2 laurbærblade

  • 5 enebær

  • 5 kviste timian

  • 2 fed hvidløg

  • friskkværnet peber.

​

Denne marinade er perfekt til at marinere dyrekølle, så den bliver smagfuld og saftig. Ingredienserne blandes, og marinaden hældes over dyrekøllen, som dækkes til og marineres i 1 døgn på køl. Herefter tilberedes dyrekøllen, som man ønsker det.

bottom of page